Villa Bella er en hyggelig, ældre hvid patriciervilla fra 1930 som er blevet renoveret og udbygget i nyere tid, så den i alt rummer ca. 250 kvm. I Villa Bella er der plads til i alt otte børn og unge (§ 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3) i alderen 10-18 år. Huset er indrettet i hyggelige, lyse og trygge rammer med fokus på at det skal være et hjem for børnene og de unge. Indretningen af huset gør, at der aldrig er langt til en voksen for de yngste beboere og man kan altid finde et roligt hjørne til en god samtale.
Huset ligger på en over 1100 kvm stor grund med gamle frugttræer og muligheder for leg og hygge. Derudover er der en stor terrasse med masser af plads til hygge, grillning mm.
Villa Bella er tæt på offentlig transport, masser af indkøbsmuligheder, biograf, flere forskellige fritidsaktiviteter, uddannelsesmuligheder mm.
Villa Bella ligger i Holbæk ikke langt fra centrum af byen, men samtidig også tæt på naturskønne områder med skov, vand og strand og kun ca. 60 km fra København. Navnet Villa Bella er latinsk/italiensk og betyder det flotte/smukke hus.
Villa Bella indeholder bl.a. en indbydende entré, et rummeligt og hyggeligt køkkenalrum, hvor alle kan spise sammen, otte skønne og lyse værelser, en rummelig fælles TV-stue mm. I den rummelige, hyggelige stue er der mulighed for at spille PlayStation på det store TV, se en film og på gulvet er der god plads for de yngste til at lege med Lego, biler, dukker eller andre aktiviteter.
Trænger man til velvære er der mulighed for at koble af i massagestolen, som er populær for store som små.
I Villa Bella er der højhastighedsfibernet både med kabel og wifi i hele huset.
Villa Bella er for børn og unge i alderen 10-18 år med psykiske og udviklingsmæssige vanskeligheder, som har brug for et specialiseret tilbud hvor rammerne er overskuelige, relationelle og trygge.
Vores børn og unge har ofte diagnoser såsom autismespektrum forstyrrelse, ADHD, angst, tilknytningsforstyrrelse og komorbiditet. Vi modtager ikke børn og unge med omfattende spiseforstyrrelse, voldsom udadreagerende adfærd og/eller alkohol eller stofmisbrug.
Maglesøhus har som mål at udvikle og fremme trivsel for en gruppe børn og unge som ofte føler sig pressede i samvær med andre, isolerer sig, mistrives og har ustabile skoleforløb med i bagagen. I Maglesøhus arbejder vi ud fra en miljøterapeutisk ramme, hvor struktur, stabilitet og forudsigelighed er fundamentet og afgørende for at kunne skabe de bedste udviklingsmuligheder hos det enkelte barn og unge menneske. På sigt ønsker vi at give børnene og de unge mulighed for at kunne overskue og handle ud fra egen livssituation og vi søger at hjælpe dem med med at udnytte egne ressourcer bedst muligt.
Hvert barn og ung har som udgangspunkt to kontaktpersoner, som er ansvarlige for at informere forældre og kommune om dets udvikling og trivsel i hverdagen, samt er tovholder på opgaver omkring barnet/den unge. .
Vi hjælper til med skolegang og fritidstilbud. Vores børn og unge har adgang til Holbæk Ungdomsskole, fitnesscenter, sportsaktiviteter, ridning og mange andre tilbud. Vores dagligdag er tilrettelagt således, at børnene og de unge har faste mad-, vaske- og rengøringsdage. Vi har planlagte ferie- og weekendture og vægter kontakten til barnets/den unges netværk højt. Vi tilrettelægger altid både hverdage, weekender og ture ud fra den den ramme vi arbejder ud fra og det enkelte barn og unges behov.
På Maglesøhus har vi fagligt stærke og kompetente medarbejdere. Der er pædagoger, socialrådgivere, social- & sundhedsassistenter, psykiatriske sygeplejersker og en psykiater tilknyttet i organisationen.